Når udgifter opstår efter finansloven er vedtaget, kan staten ikke bare bruge flere penge. En tillægsbevilling er det formelle spor til at justere bevillinger i løbet af året – med klare krav til proces, dokumentation og parlamentarisk kontrol.
Hvad er en tillægsbevilling?
En tillægsbevilling er en ændring af allerede vedtagne bevillinger i samme finansår. Den bruges til uforudsete udgifter eller tilpasninger, når forudsætningerne bag finansloven har ændret sig. Ændringer kan gennemføres via lovgivning eller parallelle procedurer afhængigt af beløb, hast og karakter. Fælles er, at Folketinget skal give samtykke, og at ministerier dokumenterer behov, hjemmel og konsekvenser. Formålet er at fastholde budgetdisciplin uden at lamme nødvendig drift. Næste skridt er at indsamle en nøgtern opgørelse over afvigelser, finansiering og risici som grundlag for beslutning.
Hvornår bliver den taget i brug?
Anvendelsen spænder fra krisehåndtering over pris- og lønregulering til borgerrettede ordninger, hvor efterspørgslen overstiger det forventede. Også omlægninger mellem konti kan kræve justering. Nøglekriterier er uopsættelighed, lovhjemmel og om midler kan omprioriteres inden for udgiftslofterne. Alternativet kan være at udskyde aktiviteter eller finde finansiering internt. Det næste skridt er at klarlægge, om behovet kan rummes inden for eksisterende rammer, før en formel ændring sættes i gang.
Processen fra forslag til vedtagelse
Forløbet er standardiseret for at sikre sporbarhed og politisk styring:
- Fagministerium afklarer hjemmel, beløb, forventet forbrug og risici.
- Finansministeriet kvalitetssikrer metode, loftsoverholdelse og finansiering.
- Forslag forelægges politisk, ofte koordineret med hastesager ved behov.
- Vedtagelse og efterfølgende registrering i budget- og regnskabssystemer.
Når pakken er beskrevet stringent, kan den politiske behandling gennemføres hurtigt og forsvarligt.
Konsekvenser for styring og transparens
Hyppige ændringer kan sløre den underliggende økonomi, hvis de ikke forklares tydeligt. Notater bør vise både brutto- og nettoeffekter, flerårige virkninger og påvirkning af udgiftslofter. Derudover skal tidsplan for udbetaling og implementering være realistisk, så midler bliver til reel virkning. En sidste kontrol er at følge op i regnskabet og rapportere afvigelser åbent. Næste skridt er at indføre en fast skabelon for dokumentation og opfølgning, så kommende justeringer bliver mere effektive.
